Hvad siger behandlingsvejledningen for gravide?
En hurtig guide til den danske behandlingsvejledning for gravide med stofskiftesygdomme.
Tekst og foto af Kristina Schønnemann Jensen
Når man som kvinde i den fertile alder får konstateret en stofskiftesygdom, er et af de nærliggende spørgsmål ofte: Kan jeg få børn, når jeg har en stofskiftesygdom? Og det kan man heldigvis, dog er fertilitet nedsat selvom sygdommen er velbehandlet. Der er dog nogle ting, som man skal være opmærksom på – både inden undfangelsen samt under og efter graviditeten. 15-20 procent af alle graviditeter ender med spontan, ufrivillig abort. For kvinder med en stofskiftesygdom vil risikoen være forhøjet. Derfor anbefaler den nationale behandlingsvejledning for gravide med stofskiftesygdomme, at gravide med stofskiftesygdomme henvises til specialisterne på de endokrinologiske afdelinger. Derfor kan du bede din læge om at henvise dig, hvis du har en stofskiftesygdom og ønsker at blive gravid.
Grunden til, at behandlingsvejledningen har valgt denne anbefaling, handler om at sikre fosteret de bedste betingelser. Konsekvenserne ved at have et ureguleret stofskifte kan være spontan abort, svangerskabsforgiftning, risiko for at moderkagen løsner sig og for tidlig fødsel. Heldigvis har de danske endokrinologer stor erfaring med at passe på både mor og barn. Gravide med stofskiftesygdomme må indstille sig på hyppige blodprøvekontroller cirka hver 4-6 uge. Det kan derfor blive til mange nålestik i løbet af graviditeten. Som altid handler blodprøvekontrollen om at aflæse TSH for at se, om stofskiftet ligger inden for normalområdet. Normalt sigter specialisterne efter et TSH-tal på under 2,5 ved almindelige patienter. Under en graviditet gælder der lidt andre regler. I første trimester af graviditeten bør TSH derfor ligge mellem 0,1-3,6, og i andet og tredje trimester mellem 0,3-3,6.
Behandling af gravide med lavt stofskifte
Alle gravide med lavt stofskifte skal så tidligt som muligt henvises til en endokrinolog. Kvinder, der ikke allerede er i behandling, vil med det samme blive medicineret med minimum 100 mg Levothyroxin dagligt og herefter fulgt nøje. Kvinder, der allerede er i behandling for lavt stofskifte, bliver sat op i dosis med 30-50 procent, så snart de opdager, at de er gravide. Alle gravide med lavt stofskifte behandles med Levothyroxin, også kaldet T4. Den nationale vejledning anbefaler ikke kombinationsbehandling under graviditet.
Behandling af gravide med højt stofskifte
Kvinder, der har for højt stofskifte og ønsker at blive gravide, skal også henvises via egen læge til de endokrinologiske afdelinger. I sjældne tilfælde kan fosteret få mindre misdannelser, når moderen er i behandling med Thycapzol. Her anbefaler den nationale behandlingsvejledning, at læge og kvinde tager en snak om alternativet, som er medicinen Propyltiouracil. Ulempen ved denne medicin er, at den skal tages tre gange om dagen, ligesom den i meget sjældne tilfælde kan give leverbetændelse hos moderen. Bliver man enige om Propyltiouracil, fortsætter behandlingen, indtil fosteret er 14 uger gammelt, hvorefter man skifter tilbage til Thycapzol.
For de få gravide kvinder, der har så svært forhøjet stofskifte, at man ikke rigtigt kan styre det medicinsk, anbefaler den nationale vejledning at fjerne skjoldbruskkirtlen ved operation, hvilket i givet fald er bedst at gøre i andet trimester af graviditeten.
Moderens antistoffer
Hvis kvinden har en autoimmun sygdom, danner hun antistoffer mod sin egen skjoldbruskkirtel. Når disse antistoffer – ved Graves’ sygdom – passerer moderkagen, kan antistofferne påvirke fosterets stofskifte på samme måde, som de påvirker moderens stofskifte. Kroppen reagerer dog yderst hensigtsmæssigt, idet antistofdannelsen falder under graviditeten. Efter fødslen sker der hos kvinden en markant forøgelse af produktionen af antistoffer. Det sker typisk tre måneder efter fødslen, og det kan bevirke såvel for højt som for lavt stofskifte. Det er som regel forbigående og behøver sjældent at blive behandlet.