Motion og Stofskifte

Motion er som udgangspunkt sundt for alle, men som stofskiftepatient er det vigtigt at lytte til kroppen. Hvis stofskiftet ikke er velreguleret, kan motion gøre mere skade end gavn. Et velbehandlet stofskifte er vigtigt for overhovedet at få udbytte af motionen, men også for at undgå at skade kroppen.

Ved for højt stofskifte vil mange opleve, at de taber sig, men desværre er det mest muskelmasse, der forsvinder. Heldigvis ses bedring og normalisering af muskelmassen ved behandling af det høje stofskifte. Ny forskning fra Aarhus Universitets Hospital har netop undersøgt sammenhængen mellem muskelmasse og højt stofskifte. Det er normalt, at muskelmassen svinder, når stofskiftet er for højt, men heldigvis forøges den igen, når stofskiftet normaliseres.

Ved for lavt stofskifte kan der ses en vægtøgning, og det er meget forskelligt, hvor meget man tager på. Når man har fået konstateret for lavt stofskifte, og det endnu ikke er velreguleret, er det vigtigt at starte forsigtigt ud med motion, måske er en gåtur nok at starte med. Det er vigtigt at lytte til kroppen og ikke overbelaste den, men det er samtidig også vigtigt at komme ud og få rørt sig. Når stofskiftet er på plads, er der ingen hindringer for normal fysisk aktivitet.

Photo by Roman Purtov On Unsplash

Det er også velkendt, at motion har en positiv indflydelse på træthed og giver en bedre søvn, så selv om det kan virke uoverskueligt at forlade sofaen, når stofskiftet er i uorden, kan det give en positiv effekt på den lange bane.

Motion har også en positiv effekt på humøret, og da både lavt og højt stofskifte kan medføre nedtrykthed og tristhed, kan en gåtur helt sikkert være godt for alle. Det er især vigtigt at huske på i de kolde og mørke måneder, hvor man måske har brug for at give sig selv et ekstra skub for at komme ud og få lys og luft.

Hvis det er længe siden, man har motioneret, er det vigtigt at starte langsomt op. Find noget der virker for dig og start i det små – det kan være en gåtur, at tage trappen i stedet for elevatoren, yoga eller en kort cykeltur med børnene. Husk at tale med din læge om det, hvis dit stofskifte ikke er normaliseret, og få gode råd til hvor du skal starte, men find noget du kan overskue og gerne sammen med en makker, det gør det tit lettere at komme af sted til træning.

  • Start med en gåtur
  • Lyt til din krop og sørg for at dit stofskifte er velreguleret
  • Motion er sundt for alle og find det der virker for dig

Hold dig opdateret

Stofskifteforeningens e-nyhedsbrev giver dig indsigt i forskning, behandling og et godt liv med stofskiftesygdomme. Du får e-nyhedsbrevet cirka hver anden måned.

Bekræft dit samtykke:

Når du har givet dit samtykke til, at vi må sende dig e-mails, accepterer du samtidig vores persondatapolitik, som du kan læse mere om på vores hjemmeside under: PERSON DATA.