Ung med lavt stofskifte

Amalie Bøytler Henning, 28 år

Fik Hashimotos som 23-årig

– I en periode omkring 2018-2019 havde jeg det underligt i kroppen med en stressagtig uro. Næsen var en istap, jeg kunne ikke få varme i fødderne og var forstoppet. Jeg blev tjekket for gluten- og laktoseallergi og fik at vide, at det var irritabel tyktarm, og at jeg skulle spise hørfrø. Men jeg fik det ikke bedre.

En dag fik jeg så et fysisk angstanfald midt i undervisningen på mit studie, og der blev ringet til akuttelefonen på Psykiatrisk Afdeling — igen blot med en henvisning til, at jeg led af angst. Min mor fik mig så sendt til egen læge igen, og jeg blev mødt af en helt ny læge. Jeg fik hurtigt tjekket TSH. Det var megahøjt, og jeg havde antistoffer. Det var faktisk sub-akut, og jeg kom en tur på sygehuset.

Jeg var enormt træt i en lang periode herefter, indtil medicinen virkede. En dag faldt jeg i søvn, mens vi spiste sushi hos mine svigerforældre. Vi grinede af det, men det var faktisk ikke sjovt. Jeg faldt i søvn i sofaen, når vi spillede brætspil, og jeg faldt i søvn i lægens venteværelse.

Det var voldsomt at få en kronisk sygdom som ung. Jeg græd meget, men der var også en forløsning i, at der var noget galt, som man kunne få medicin for.

Jeg elsker at lave mange ting og have mange planer. Men jeg bliver stadig hurtigere træt, så jeg har lært at holde fridage. Mens jeg læste, jokede mine venner med, at jeg skulle hjem og have stikket i opladeren på sofaen om eftermiddagen.

Amalies råd

  • Bed altid lægen om at få målt stofskiftet, hvis du har det dårligt
  • Hvis dine venner klager over angst, forstoppelse og fryser, så fortæl dem om stofskiftet

Amalie Bøytler Henning

Billede af person med Hashimotos stofskiftesygdom som giver lavt stofskifte
Bliv
medlem