Erhvervet lavt stofskifte hos børn
Erhvervet lavt stofskifte kan heldigvis behandles, så børnene kan få et liv og en hverdag, der ikke adskiller sig væsentligt fra andre børns. Symptomerne kan være mangel på energi, vægtstigning og tendens til at fryse.
Erhvervet lavt stofskifte er en autoimmun sygdom, hvor skjoldbruskkirtlen holder op med at fungere. Det er oftest piger, der får erhvervet lavt stofskifte.
Sådan opstår erhvervet lavt stofskifte
Sygdommen opstår ved, at kroppens immunforsvar ødelægger skjoldbruskkirtlens funktion. I den tidlige fase vil kirtlen typisk vokse og producere ekstra mange stofskiftehormoner. Det kan i en overgang betyde, at barnet får højt stofskifte, inden kirtlen bliver ødelagt helt af immunsystemet.
Symptomer på erhvervet lavt stofskifte
Symptomerne på sygdommen kommer snigende og ligner symptomerne på en række andre sygdomme. Derfor kan det tage tid at spore sig ind på, hvad der egentlig er galt. Det lave stofskifte betyder, at kroppens funktioner arbejder for langsomt. Måske har du lagt mærke til, at dit barn har mindre energi. Andre klassiske symptomer er vægtstigning, forstoppelse, lav vækst og tendens til at fryse.
Prøv vores stofskiftetest herSådan stilles diagnosen
Lægerne diagnosticerer lavt stofskifte ved at se på barnets symptomer og ved en blodprøve. Her måler man hormonerne TSH, T3 og T4.
Læs mere om de første blodprøver herGår det over?
Dit barn skal sandsynligvis leve med lavt stofskifte resten af livet. Langt de fleste lever heldigvis et stort set symptomfrit liv, når de er i behandling.
Økonomisk støtte
Forældre til børn med stofskiftesygdomme kan i nogle tilfælde få økonomisk støtte via sociallovgivningen. Vi anbefaler, at I undersøger mulighederne i jeres kommune.
I kan også få rådgivning hos DUKH – Den Uvildige Konsulentordning på handicapområdet. DUKH er en selvejende institution, som giver uvildig rådgivning til mennesker med handicap, deres pårørende og andre kontaktpersoner.
Læs mere på dukh.dk.
Støtte og dispensationer på skoler og uddannelser
Mange uddannelsesinstitutioner tilbyder støtte og tilpasninger til elever og studerende med funktionsnedsættelser. I kan søge om dispensationer, mulighed for at aflevere opgaver senere og ekstra tid til eksaminer, hvis dit barn har særlige behov.