At blive mor som stofskiftepatient

I juli 2021 fødte jeg mit andet barn. Jeg havde været stofskiftepatient i 12 år og haft gode forløb med stofskiftelægerne under mine graviditeter. Læs min historie her. 

---

Jeg blev diagnosticeret med en stofskiftesygdom tilbage i 2008, da jeg var studerende i Aarhus. Dengang var stofskiftet tårnhøjt, og jeg blev faktisk indlagt akut, da jeg gik til min praktiserende læge med en følelse af at være udmattet og svimmel.  

Opstart af behandling hos endokrinologerne 
Efter at lægerne havde undersøgt og heldigvis krydset mere alvorlige potentielle sygdomme, jeg kunne fejle, af listen, startede endokrinologerne mig op på medicinsk behandling. Jeg var dengang 21 år, og jeg oplevede fra da af en umådelig interesse for, hvornår jeg som ung kvinde kunne tænke mig at blive gravid. Lægerne var meget vedholdende med altid at spørge ind til dette emne, hver gang jeg blev tilknyttet en ny endokrinolog – og guderne skal vide, at nye ansigter mere var reglen end undtagelsen. 

Et ønske om at blive gravid 
I 2015 begyndte det at være relevant for mig. Jeg vidste fra lægernes mange formaninger, at jeg skulle have stofskiftet kontrolleret, inden jeg kvittede præventionen. Interessen for mine ønsker om forplantning var dog dalende, for i de mellemliggende år havde mit høje stofskifte taget en detour og var nu permanent lavt, og det var jeg i fin behandling for. At blive og være gravid med højt stofskifte kan være mere problematisk end for kvinder med lavt stofskifte, men efter at være blevet udspurgt så mange gange som ung, var min umiddelbare indstilling nok, at det var noget, man skulle følges tæt for.  

 
”Go” – nu må du blive gravid 
Heldigvis gik det let. Med en ekstra kontrol af stofskiftet blev der sagt god for at gå i gang, og to måneder efter stod jeg med en positiv graviditetstest. Jeg blev fulgt af endokrinologerne på Rigshospitalet med faste blodprøver hver 4. uge, og justeringen af min medicin gik gnidningsfrit. Jeg fik tilbudt en ekstra scanning af fosteret i uge 30, men ellers fyldte det ikke meget, for lægerne var gode til at fortælle, at der bliver født sunde og raske børn i hobetal af kvinder med stofskiftesygdomme.  

En velskabt dreng 
I oktober 2016 fødte jeg min søn Magnus og gik efter aftale med endokrinologerne straks ned i medicin til niveauet før min graviditet. Et par måneder efter kontrollerede vi mit stofskifte, og da det lå ikke helt skævt, afsluttede mit forløb på Rigshospitalet, og jeg blev henvist til egen læge og eventuelt Region Sjælland, hvor vi var flyttet til i løbet af sommeren 2016. 

Ønsket om et barn mere 
I 2019 havde jeg igen været forbi min egen læge for at sikre mig, at stofskiftet var fint nok til at gå i gang med at prøve at få vores andet barn. Efter en måned var jeg allerede gravid. Men i starten af juni havde jeg en tiltagende følelse af, at graviditeten føltes anderledes. Min mave var alt for spændt i forhold til, at jeg kun var + 10 uger henne, og nogle dage efter begyndte jeg at pletbløde. Efter en weekend med hvad der for mig var for mange pletblødninger, blev jeg af min praktiserende læge henvist til en gynækolog samme dag, der ved scanning konstaterede, at fosteret var gået til i uge seks. Hendes bud var, at jeg nu så småt var gået i gang med at abortere.  

Jeg var ikke overrasket og underligt nok heller ikke rigtig ked af det, selvom barnet var noget, jeg ønskede inderligt. Jeg har retrospektivt tænkt, at jeg havde fået tilpas med tegn af min krop til, at jeg havde indstillet mig på risikoen for, at det ikke gik. Gynækologen fulgte mig undervejs i aborten, og jeg kom efterfølgende til en del scanninger for at sikre, at både foster og moderkage var helt ude. Til de samtaler talte vi om årsagen til aborten, og vi landede på, at min krop nok ikke havde været klar til at blive gravid, så hurtigt efter jeg droppede p-piller.  

En graviditet under corona-nedlukning 
Fordi jeg vidste, at stofskiftet lå fint, har jeg ikke lagt meget krudt i at overveje, om det kunne have været en medvirkende faktor. Jeg var ganske vist ked af, at jeg ikke fik barnet, men da min partner blev meget syg i sensommeren 2019, var der andre og mere alvorlige ting at bekymre sig om.  

Derfor gik der også halvandet år, inden vi blev klar til at prøve at blive forældre igen. Denne gang gik der et par måneder, inden jeg testede positiv i slutningen af oktober 2020, hvor Danmark så småt lukkede ned i en vinter-coronabølge. Det betød en del for forløbet som gravid, da flere jordemoderaftaler blev telefoniske, og fremmøde på hospitalerne blev begrænset.  

Tilknyttet endokrinologerne i Køge 
Jeg blev som sidst i graviditeten tilknyttet endokrinologerne, denne gang på Køge Sygehus, men kom der vist bare en enkelt gang eller to. Blodprøverne var stadig hver 4. uge, og de var generelt fine, så vi klarede de få finjusteringer over telefonen. Det gjorde mig ikke spor, for jeg var ikke nervøs ved selve graviditeten, da vi først var kommet over de første 12 uger, hvor aborter er mest hyppige. 

Endnu et velskabt barn 
I juli 2021 fødte jeg min datter Solveig, og jeg gik igen ned i dosis. Jeg fik taget blodprøver i oktober, hvor jeg mødte ind på hospitalet i Køge og blev nedjusteret i medicin, imens endokrinologen samtidig henviste mig tilbage til egen læge.

Efter begge fødsler har mine børn fået foretaget en hælprøve, ligesom alle andre nyfødte får det. Og selvom stofskiftesygdomme kan være arvelige, er ingen af dem født med en stofskiftesygdom. De er derimod to sunde og raske unger, der har trivedes i min mave – heldigvis godt hjulpet på vej af de danske endokrinologer. 

Post not found. Post not found.