Julekræmmerhuse DIY
Design og tekst af Pernille Granath
Genbrug er hot – og godt for klimaet. Så hvorfor ikke droppe det kostbare glanspapir – og i stedet lave flotte julekræmmerhuse af gamle kataloger, blade og magasiner – eller af rester fra indpakningspapir og silkepapir? Og pynte dem med gavebånd, silkebånd og måske kanten fra en blondeserviet?
- Tegn skabelonen af på et stykke madpapir – eller download skabelonen og print den ud.
- Tegn skabelonen over på et stykke pap eller karton, så du kan tegne efter skabelonen mange gange
- Find flotte mønstre og sider i gamle kataloger, blade eller magasiner
- Tegn skabelonen over på det sted, du ønsker at klippe ud. Du kan også bruge kulørt papir og beklæde det med silkepapir på bagsiden
- Klip kræmmerhuset ud. Hvis du vil have silkepapir indeni kræmmerhuset, er det smart at lime det på bagsiden, inden det limes sammen
- Fold kanten og lim kræmmerhuset sammen. Sæt evt. et par små klemmer eller klips på, så limen kan tørre, og det ikke springer op.
- Pynt dine kræmmerhuse alt efter, hvad du har i gemmerne af bånd, perler, silkepapir, knapper eller snor. Du kan også krølle små kugler og klæbe på kanten
Kun fantasien sætter grænser!
Vi har også lavet en særlig udgave med vores logo på – lige til at printe ud.
God fornøjelse med at lave dine egne, unikke kræmmerhuse. Find det hele her:
Skabelon til kræmmerhuse


