En fugl på cykelstien var nok til at slå mig ud
Maren Uthaug elsker sin have. Og hun ved, at den visner, når hun har for travlt og ikke vander den. Sådan er det også med Marens stofskiftesygdom. Hun er nemlig kommet frem til, at sygdommen reagerer negativt, når hun har for mange bolde i luften.
Det begyndte med en fyring som datterens neglelaksdame. Maren Uthaug rystede så meget på hænderne, at hun ikke kunne lakere de små negle tilfredsstillende. Og set i bakspejlet var der flere tegn, som pegede i den gale retning: vægttab, hårtab og muskler, der ikke fungerede.
En frø i en gryde
”Ændringerne kom langsomt. Jeg var som en frø i en gryde og bemærkede ikke, at jeg lige så stille blev mere og mere afpillet. Jeg rystede, og jeg kunne ikke løfte det samme i træningscenteret. I et liv med tre børn og fuldtidsjob havde jeg ikke tid til at fundere over min ændrede buksestørrelse. Og i samme periode mistede jeg mine forældre,” fortæller Maren Uthaug.
I bagkundskabens klare lys ved Maren, at hun skulle have gået til lægen tidligere. Flere i hendes familie har en stofskiftesygdom, og hun ved, at sygdommen kan være arvelig. Det havde hun dog ikke tænkt på.
Maren var sidst i 40’erne, og da hun endelig tog til lægen, var diagnosen Graves’. Stofskiftet var tordnende højt. Faktisk kunne det slet ikke måles.
Mest uncool trafikant ever
Der er mange ting, som Maren undrer sig over, når hun tænker tilbage.
”Lægen henviste mig til en endokrinolog, men der var syv måneders ventetid. Jeg fik nul og niks medicin for stofskiftet, men han udskrev betablokkere og blodtrykssænkende medicin mod mine symptomer. Det var absurd, men jeg var så dum, at jeg ikke kunne tænke eller brokke mig. Dumheden viste sig at være et symptom på det høje stofskifte. Først senere kom jeg i tanke om, at jeg havde en privat sundhedsforsikring, som lynhurtigt hjalp mig til en endokrinolog. Det var, som om jeg ikke kunne finde vej i mit eget liv,” husker Maren – og der var andre steder, hun ikke kunne finde vej:
”Jeg var så dum i trafikken. Den mest uncool trafikant ever, både på cykel og i bil. Jeg blev trafikstresset over ingenting, for eksempel en fugl på cykelstien – uha! Så panikkede jeg. Jeg kunne ikke navigere og finde vej. I trafikken skal man gøre mere end én ting ad gangen, og det var umuligt for mig.”
Medicinen, der bare virker
Det tog kun den private endokrinolog fire minutter at udskrive medicin mod højt stofskifte og lægge en plan for kontrolblodprøver.
”Medicinen virkede skidegodt. Jeg havde ingen bivirkninger, og det begyndte at køre for mig igen. Jeg tænkte ikke over, at jeg havde højt stofskifte. Corona-pandemien kom rullende, men både jeg selv og mine blodprøver var i balance”, siger Maren.
”Coronaen gjorde, at jeg ikke lavede 100 ting samtidig, som jeg ellers plejede. Selvom jeg elsker tempo, så nød jeg, at jeg bare kunne skrive en bog, uden at mine børn hev i mig, fordi de skulle alt muligt. Og efter corona var jeg næsten helt ude af medicinen.”
Gør det noget med de blodprøver?
Efter corona-pandemien udkom Marens fremtidsroman ”11 %”. Det gik fremragende, og hun modtog De Gyldne Laurbær.
”Alt var godt, og jeg tænkte, at det ikke gjorde noget med de blodprøver mere. Faktisk besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville tage min sygdom seriøst. Det gik jo glimrende, og jeg var næsten ude af medicinen. Lige indtil endokrinologen rykkede mig for at komme til kontrol.”
Blodprøverne viste, at stofskiftet er for højt. Igen.
”Her blev jeg virkelig forskrækket over at have fucket mit helbred op. Jeg havde ikke opdaget, at jeg var blevet tynd og ikke kunne løfte noget. Og det gik op for mig, at det vilde tempo i forbindelse med bogudgivelsen havde skylden. Så jeg trak i bremsen.”
Squash og striber
Maren besluttede sig for at gøre noget drastisk:
”Jeg begyndte at læse om Graves’, og jeg satte mig ind i, hvad sygdommen går ud på. Og jeg begyndte at spise antiinflammatorisk. Ingen sukker, ingen alkohol, ingen gluten og ingen mælk. Men helt vildt mange squash! Og så satte jeg tempoet ned igen, for jeg følte, at corona-tiden var med til at sætte det høje stofskifte uden for døren. Og jeg begyndte at lave striber om mit stofskifte”.
Langsomt fik Maren det bedre og kom ned på en tålelig dosis medicin. Men det var stressende for hende at holde den stramme diæt, ikke mindst socialt.
”Under corona spiste jeg al hvede i verden. Jeg drak vin og spiste chokolade. Så jeg konkluderede, at mit tempo var vigtigere for min stofskiftesygdom end kosten. Jeg begyndte at spise mere normalt igen. Og jeg gjorde det til et bevidst valg, når jeg spiste en ferskenvingummi – i stedet for bare at kværne en hel pose slik som tidligere.”
Eksperimentet
Selvom det var svært for Maren at lade være med at gribe alle de bolde, der blev kastet i hendes retning, lykkedes det for hende at få stofskiftet i balance igen.
Det meste af 2026 har hun brugt på at arbejde på en ny bog, og hun er meget opmærksom på at holde tempoet nede op til bogudgivelsen.
”Men åh, hvor er det stressende, at jeg ikke må stresse! Jeg SKAL være rolig. Det er svært for mig. Men jeg er blevet klogere, og jeg bruger bogudgivelsen som et eksperiment. Kan jeg genskabe den rolige tid, som under corona? Og undgå at crashe med højt stofskifte, ligesom sidste gang jeg udkom med en bog? Jeg engagerer mig i alt muligt, måske også for mange ting. For eksempel mine tre dejlige voksne børn, som stadig bor hjemme – og at catche op med alle mulige folk over en kop kaffe. Så det er ikke kun omkring min nye bog, men omkring hele mit liv, jeg øver mig i at holde tempoet nede. For mit stofskiftes skyld og for mit helbreds skyld. Det er et vildt spændende eksperiment, og jeg tror, jeg kan!”
Blå bog
- Maren Louise Uthaug
- Født 1972 i Norge
- Forfatter og tegneserietegner
- Fik konstateret Graves’ i 2019
Vi har talt med Maren Uthaug efter bogudgivelsen – læs her, hvordan eksperimentet gik:
Maren efter bogudgivelsen
I dag er Maren godt i gang med at passe på sig selv.
Hun er klar over, at højt tempo og for mange aftaler tidligere har været medvirkende til, at hun har fået for højt stofskifte – særligt i travle arbejdsperioder. Derfor har hun ved den nyeste bogudgivelse eksperimenteret med at holde tempoet nede.
Og hvordan er det så gået? Vi har talt med Maren Uthaug igen:
”Der er nu snart gået fire uger siden min bog ”1%” udkom, og jeg er ikke crashet endnu! Så langt, så godt. Mine seneste blodprøver blev taget to uger efter min bog udkom, og de så fine ud. Og jeg har ingen symptomer. Dermed ikke sagt, at det ikke pludselig går den forkerte vej, for jeg er på en meget lav dosis medicin nu. Jeg krydser fingre, tager dybe indåndinger og ligger så meget på sofaen som muligt, som alle mine arrangementer nu tillader det”.