Behandling af lavt stofskifte og ændringer i sult og fødeindtag

Af Bjarke Røssner Medici og Filip Krag Knop, begge Medicinsk Afdeling, Herlev Hospital og Center for Klinisk Metabolisk Forskning, Gentofte Hospital 

Når en patient kommer i behandling for lavt stofskifte, er der ofte en forventning om et vægttab, da lavt stofskifte ofte sættes i forbindelse med overvægt. Et studie fra 2023 har undersøgt sult og fødeindtag efter opstart af behandling med Levothyroxin.  

Generelt er der stort fokus på sundhed, og overvægt fylder meget i medierne – hvilket også ses i salget af slankemidler. Og når snakken falder på en stofskiftesygdom, tales der ligeledes ofte om vægten.  

Dét at have lavt stofskifte sættes ofte i forbindelse med overvægt, og det danske navn ”lavt stofskifte” signalerer, at man tager på, hvis man har sygdommen. Det kan derfor virke naturligt at forvente et vægttab, når man behandler sygdommen.  

Men hvad er op og ned i disse forventninger til et vægttab – og hvad siger forskningen? 

Det er tidligere veldokumenteret, at behandling af lavt stofskifte med Levothyroxin (i form af Eltroxin, Euthyrox eller Tirosint) øger kroppens hvileenergiforbrug. Hvileenergiforbrug er den basale forbrænding, som kroppen har uden fysisk aktivitet. Tidligere studier peger dog på, at vægtændringen ved opstart af behandling med Levothyroxin er yderst beskeden – og at vægttabet ikke består af fedt, men primært af væske.  

Nyt, dansk studie  
For at blive klogere på de uforløste forventninger til et vægttab designede og udførte vi i årene frem til 2023 et nyt, dansk studie med deltagelse af 18 kvinder, som havde svært nedsat stofskifte.  

De 18 kvinder med ubehandlet lavt stofskifte blev undersøgt før og under behandling med Levothyroxin. I en kontrolgruppe havde vi 18 raske kvinder, som matchede den anden gruppe kvinders BMI og alder.  

I studiet blev der primært set på ændringen i sult og fødeindtag efter opstart af behandling med Levothyroxin.  

Sulten blev undersøgt ved, at patienterne 13 gange i løbet af forsøgsdagen skulle sætte en streg på en linje afhængigt af, hvor sultne, tørstige, mætte, osv. de følte sig.  

Fødeindtaget blev vurderet i et ad libitum-måltid i slutningen af hver forsøgsdag.  

Studiets primære fokuspunkter var altså sult og fødeindtag, og sekundært blev der set på ændring i kropssammensætning, hvileenergiforbrug, hormoner med relation sult og fødeindtag, tømning af mavesæk og galdeblære, fysisk aktivitet og blodsukkerkontrol.  

Studiet forløb over tre forsøgsdage for de 18 kvinder og en enkelt forsøgsdag for de 18 kvinder i kontrolgruppen.  

Patienternes første forsøgsdag lå umiddelbart efter de var blevet diagnosticeret, men før de var opstartet i behandling med Levothyroxin. Den anden forsøgsdag lå så snart thyroidea-stimulerende hormon (TSH) var normaliseret, og den tredje forsøgsdag efter cirka seks måneders behandling.  

I starten af forsøgsdagen mødte deltagerne ind fastende, og de fik lavet indledende undersøgelser og målinger af blodprøver og sult. Herefter fik de et standardiseret drikke-måltid tilsat Panodil for at følge tømningen af mavesækken. De følgende fire timer blev der foretaget løbende målinger af sult, hvileenergiforbrug og blodprøver. Til slut blev der serveret et stor skål pasta bolognese som ad libitum-måltid, hvor deltagerne skulle spise så meget, de havde lyst til.  

Resultater 
Vores resultater viste, at patienterne oplevede en væsentlig større sult, når de kom i behandling med Levothyroxin. Der blev indtaget mere pasta bolognese i ad libitum-måltidet efter opstart af behandlingen, men ikke en statistisk signifikant ændring.  

Som set i andre undersøgelser, så vi en markant øgning i patienternes energiforbrug i hvile, men ingen ændring i mængden af kropsfedt.  

Patienternes daglige aktivitet lod til at være øget efter opstart af behandling, og tømningen af galdeblæren var også forbedret. 

Der var ikke mærkbare ændringer i hormoner relateret til sult og fødeindtag – og ændringen af blodsukkeret var også yderst beskeden.  

Diskussion  
Blandt de 18 patienter med lavt stofskifte, var der et markant øget hvileenergiforbrug, men fedtmassen forblev uændret. Patienterne havde svært nedsat stofskifte før behandlingen, men alligevel var ændringen i ad libitum fødeindtaget ikke stor.  

Vi så en mærkbar stigning i sultfornemmelsen efter opstart af behandlingen. Enhver øgning i hvileenergiforbrug burde lede til et tab af fedtmasse, medmindre forbrændingen stiger, fordi der indtages mere føde. Dette taler derfor for, at behandling af lavt stofskifte øger sulten og fødeindtaget, hvilket forhindrer det teoretiske vægttab. Vi ved dog ikke præcist, hvilken mekanisme der fører til denne øgede sultfornemmelse og manglende vægttab.  

Vi så ikke nogen tydelige ændringer i de klassiske hormoner, som er relateret til sult og fødeindtag. Patienternes fysiske aktivitet var øget, hvilket burde øge ændringen i fedtmasse eller fødeindtag. Mekanismen bag ændringen i sult er altså fortsat usikker, men det er sandsynligt, at den øgede sult skyldes den øgede energiomsætning, som man også ser blandt ubehandlede patienter med højt stofskifte. Patienter med højt stofskifte får ofte stor appetit sammen med en øgning i hvileenergiforbrug. Ved højt stofskifte forbrændes det øgede fødeindtag, og patienterne taber sig ofte, før behandlingen opstartes. Når stofskiftet normaliseres, tages den tabte vægt dog på igen.  

Samlet set understreger studiet, at læger og patienter ikke bør forvente et stort vægttab, når en behandling af lavt stofskifte opstartes, da det øgede hvileenergiforbrug formentlig ikke får en betydning på grund af den tilsvarende øgede appetit.  

Der er veldokumenteret effekt af behandling i forhold til andre symptomer på lavt stofskifte – men reduktion i fedtprocenten skal man ikke forvente.