Stresssymptomer camouflerede et højt stofskifte

Henriettes første møde med for højt stofskifte var fredeligt og hurtigt overstået. Anderledes var det, da hun blev ramt af højt stofskifte for anden gang. Hun slog de voldsomme symptomer hen med stress og endte med en akut indlæggelse med alt for høj hvilepuls.

Af Karin Toftegaard Matthiesen

Det begyndte ved en tilfældighed tilbage i 2022. Henriette Horst Baranovskaya var dengang 23 år, og en blodprøve afslørede, at hun led af Graves’ sygdom, som er autoimmunt for højt stofskifte.

Højt stofskifte uden symptomer
– Jeg havde ingen symptomer overhovedet, og jeg kunne intet mærke til sygdommen. Så det kom noget bag på mig, da lægen fortalte, at jeg havde for højt stofskifte. Jeg blev sat i medicinsk behandling, og efter kort tid var blodprøverne fine igen, fortæller Henriette.

Da Henriette efter et år afsluttede behandlingen, sagde lægen til hende, at hun ikke skulle regne med, at sygdommen kom igen – i hvert fald ikke de næste 10 år. Hun levede et normalt liv og tænkte ikke mere over det.

Akut indlæggelse
Henriette har tidligere været ramt af stress, og i begyndelsen af 2024 var hun inde i en meget travl periode på jobbet.

– Jeg havde voldsomme symptomer, havde høj hvilepuls og var meget træt her i januar 2024. Hver dag sov jeg over mig, og jeg sad og faldt i søvn tidligt om aftenen. Jeg skød det hen med, at det var stress – netop fordi, jeg havde haft stress før, og fordi lægen jo havde sagt, at det høje stofskifte ikke ville komme igen, husker Henriette.

I denne periode kunne Henriette desuden kun gå meget langsomt, for led og muskler gjorde rigtig ondt. Hun blev hurtigt svimmel og forpustet, men først efter en måneds tid gik hun til lægen for at få et helbredstjek. Blodprøven viste, at stofskiftet var alt for højt.

– Jeg blev indlagt på hospitalet i tre dage med en hvilepuls på 130 – simpelthen for at få pulsen ned og sikre, at stofskiftet reagerede på medicinen. Her gik det også op for mig, at min hals var meget hævet, og det var svært at snakke, forklarer Henriette og fortsætter:

– Jeg havde let ved at tude, og det gik op for mig, at sådan havde det været hele den måned, men jeg havde slået det hen som et stresssymptom. Der er et virkelig stort overlap mellem stresssymptomer og symptomerne på højt stofskifte.

Henriette var sygemeldt i en måned efter indlæggelsen, og medicinen hjalp hende langsomt til at få det godt igen. I den periode måtte hun spise mere end dobbelt mængde af hendes normale kost for at holde vægten. Hun forventer at skulle tage medicin i 1-2 år endnu, før stofskiftet kan klare sig selv igen.

Tanker om fremtiden
Som et led i behandlingen for det høje stofskifte skal Henriette inden længe have scannet skjoldbruskkirtlen, og det sætter mange tanker i gang hos den unge kvinde:

– Mit hoved er fyldt med tanker om resultatet af scanningen. Bliver det nødvendigt for mig at få behandling med radioaktiv jod? Ender jeg med at få lavt stofskifte i stedet? Og hvilken stofskiftemedicin kan jeg tage, når jeg engang får et ønske om at blive gravid?

Konstant læring
Henriette bor i Haderslev, er gift og har et fuldtidsarbejde.

– Jeg lever ikke det vilde ungeliv længere, men jeg kan heller ikke tage mere end et enkelt glas øl eller vin, når jeg er på stofskiftemedicin – og kaffe duer slet ikke på grund af min puls. Jeg er ofte for træt til at lave noget om aftenen.

– I forhold til mit arbejdsliv, så har de seneste par år lært mig rigtig meget. Jeg har indstillet mig på, at det høje stofskifte vil komme tilbage, og jeg har en fornemmelse af, at det vil komme hvert andet år. Jeg ved ikke, hvordan det påvirker mit arbejdsliv og min karriere – og om der er plads til stofskiftesygdommen, i det hele taget.

Efter indlæggelsen i vinter får Henriette nu taget kontrolblodprøver hver måned, og når behandlingen er færdig, skal de tages hvert halve år. Hun er blevet mere opmærksom på kroppens signaler:

– Jeg ved, hvad symptomerne på højt stofskifte er, og at det er vigtigt at reagere hurtigt. Mit råd til andre vil være at få taget en blodprøve ekstra, hvis man er i tvivl. Det er en god ide at være i konstant læring om sin egen sygdom. Det er et stort arbejde at lære sin krop at kende, og som ung har man ikke den største lyst til at tage sådan en sygdom her seriøst. Men man gør sig selv en stor tjeneste ved at lære at læse kroppens signaler, turde stille spørgsmål til endokrinologerne.

De seneste to år har også gjort det tydeligt for Henriette, hvor vigtigt det er med et netværk:

– Jeg har fundet en enkelt i mit LinkedIn-netværk, som også har en stofskiftesygdom – og vi bruger hinanden rigtig meget. Men jeg kunne godt ønske mig en bedre mulighed for at netværke med andre unge og ligestillede – for jeg tror, det vil gøre det nemmere at lære at leve et liv, hvor højt stofskifte dukker op fra tid til anden, slutter Henriette.