Subkliniske diagnoser
Ved subklinisk stofskiftesygdom er blodprøverne unormale på en måde, der antyder en ubalance i stofskiftet. Mange vil kun have svage eller ingen symptomer. Ikke alle bliver sat i behandling.
Normalt stilles en stofskiftediagnose gennem blodprøver, der tydeligt viser en ubalance i stofskiftet – og herefter lægges der en behandlingsplan.
Men i nogle tilfælde er det ikke helt så enkelt, og du vil kunne høre lægen tale om subklinisk stofskiftesygdom, subklinisk diagnose eller subkliniske symptomer.
Ved subklinisk stofskiftesygdom ligger TSH uden for normalområdet, men T4 og T3 ligger indenfor. Nogle gange kan man ikke mærke symptomer – og andre gange er det symptomerne, der bringer lægen på sporet.
Subklinisk stofskiftesygdom giver ikke udslag på alle målingerne af stofskiftehormoner. Det kaldes også ”skjult stofskiftesygdom”, ”tidlig stofskiftesygdom” eller ”mild ubalance i stofskiftet”.
En subklinisk stofskiftesygdom betegnes ikke som en sygdom i sig selv, men det kan udvikle sig til regulært lavt stofskifte eller højt stofskifte. Hos mange normaliserer blodprøverne sig af sig selv igen uden behandling.
Subklinisk stofskifte kan skyldes en autoimmun reaktion mod skjoldbruskkirtlen. Husk at få testet dine antistoffer. Hvis der er tegn på autoimmunitet, kan du muligvis dæmpe udviklingen med en antiinflammatorisk kost.
Subklinisk lavt stofskifte
Ved subklinisk lavt stofskifte er TSH forhøjet, og T3 og T4 ligger i normalområdet.
Du vil som regel ikke kunne mærke nogle symptomer. Måske føler du dig en smule ekstra træt og forfrossen.
Tilstanden er hyppigere, jo ældre man bliver, og den ses nogle gange hos patienter, der tidligere har været i behandling for højt stofskifte. Desuden oplever nogle gravide, at de får midlertidigt subklinisk lavt stofskifte.
Subklinisk højt stofskifte
Ved subklinisk højt stofskifte er TSH lavere end i normalområdet og T4 og T3 er normale.
Som regel kan du ikke mærke noget til det, men hos nogle vil der være en svag følelse af uro og hjertebanken.
Bliv klogere på symptomerneSkal den subkliniske stofskiftesygdom behandles?
Selvom subkliniske stofskiftesygdomme er forholdsvist udbredte i Danmark, er der ikke forsket meget i behandling af dem. Samtidig er der heller ikke forsket meget i de komplikationer, som et eventuelt ubehandlet subklinisk stofskifte kan medføre.
Derfor kan du opleve, at lægen eller endokrinologen er tilbageholdende eller afventende i forhold til at opstarte en behandling, og at der er generelt ikke enighed blandt sundhedsprofessionelle om, hvornår der skal behandles. Nogle taler om risici ved overbehandling, og andre foretrækker at ”behandle for en sikkerheds skyld”.
Behandling af subklinisk stofskiftesygdom
Læs om de forskellige overvejelser ved behandling af subklinisk stofskiftesygdom her.
Subklinisk stofskiftesygdom og graviditet
Et ubehandlet subklinisk lavt stofskifte kan have betydning for at blive gravid, gennemføre en graviditet og for barnets udvikling. Derfor er der en særlig opmærksomhed, hvis du ønsker at blive gravid eller er gravid.
Kvinder med et graviditetsønske og mistanke om subklinisk stofskiftesygdom skal derfor have målt TSH inden en graviditet. Det anbefales, at TSH er under 2,5 inden eventuel graviditet.
Lægen vil som regel igangsætte en behandling for en sikkerheds skyld for at undgå, at et ubehandlet subklinisk stofskifte medfører nedsat fertilitet, spontan abort, svangerskabsforgiftning, tidlig fødsel, og forringet udvikling af fosterets centralnervesystem.
Der er fortsat uenighed i forskningen om, hvilke behandlinger der er bedst for de kvinder, som ønsker at blive gravide.
Læs mere om graviditetsbetinget ubalance i stofskiftetHold øje med dine symptomer
Hvis du oplever vedvarende symptomer på en ubalance i stofskiftet og dine blodprøvetal viser en TSH uden for normalområdet og T3/T4 inden for normalområdet bør lægen sætte dig i behandling, i hvert fald i en periode, så det kan vurderes, om behandlingen hjælper dig.
Hvis du får konstateret subklinisk stofskiftesygdom og ikke kommer i behandling, skal du have målt din TSH og T4 hver sjette måned i mindst to år. Hvis du får symptomer, bør du få målt din TSH og T4 for at se om udviklingen forværres. Husk også at få målt dine antistoffer.
Desuden anbefaler vi kvinder med graviditetsønske at være særligt opmærksomme på at få målt TSH og komme i behandling, hvis der er mistanke om stofskiftesygdom – også hvis den er subklinisk.
Medlemmer af Stofskifteforeningen kan læse mere om patientrettigheder her