Måske mærker du ikke symptomer på din stofskiftesygdom. Alligevel skal medicinen tages omhyggeligt, for det slider på kroppen, hvis stofskiftet ikke er velreguleret.
Når du tager din medicin omhyggeligt, virker den bedre – og det er lettere at holde dit stofskifte stabilt.
Kroppen har brug for stofskiftemedicinen, og hvis stofskiftet er i ubalance over en længere periode, kan det slide på organerne.
Sådan tager du bedst din medicin
Medicin mod lavt stofskifte
Tag din medicin på tom mave og på nogenlunde samme tid hver dag.
Tag aldrig din T4-medicin mod lavt stofskifte sammen med kalk, jern eller magnesium. Disse kosttilskud bør tages to timer før eller efter T4.
Undgå at spise eller drikke andet end vand i mindst 30 minutter – og gerne 60 minutter – efter du har taget dine piller. Så sikrer du, at medicinen optages korrekt og har den ønskede effekt.
Kaffe kan desværre forstyrre optagelsen af din medicin. Derfor bør du vente med at drikke kaffe til mindst 30 minutter efter, du har taget medicinen.
Du kan også tage medicinen om aftenen, inden du går i seng og mindst tre timer efter dit sidste måltid.
Forsøg at etablere en rutine, der giver dig mulighed for at være konsekvent hver eneste dag.
Medicin mod højt stofskifte
Tag din medicin på samme tidspunkt hver dag sammen med et glas vand. Hvis du skal have flere doser på én dag, skal du tage doserne på samme tidspunkter hver dag. Undgå at springe en dosis over.
Medicinen kan tages med eller uden mad. Mad påvirker ikke optagelsen af medicin mod højt stofskifte.
Kaffe forstyrrer ikke optagelsen af medicin mod højt stofskifte. Men hvis du har symptomer som for eksempel hjerteflimmer og uro, bør du generelt være varsom med at drikke kaffe og andre koffeinholdige produkter.
Forsøg at etablere en rutine, der giver dig mulighed for at være konsekvent hver eneste dag.
Husk din medicin
Du kan gøre det nemmere for dig selv at huske din medicin ved at koble det på en hverdagsrutine. Det kan for eksempel være i forbindelse med dit morgentoilette, hvor du har din medicin liggende på badeværelset. Eller din medicin kan ligge på natbordet, så du husker at tage den, når du går i seng.
Er du en af dem, der kan komme i tvivl om, hvorvidt du allerede har taget dagens dosis? Så kan du bruge en pilleæske, hvor du fordeler din medicin ud på ugens dage.
Der findes også flere apps, der kan hjælpe dig med at huske medicinen, for eksempel ”MedicinTjekker” fra sygeforsikringen ”danmark”.
Hvordan husker du din medicin?
Vi har bedt en flok stofskiftepatienter om at komme med deres bedste råd til at huske medicinen. Find de gode tips her:
”En grøn pilleæske til morgenmedicin og en rød til aftenmedicin. Har to af hver, og så sorterer jeg til to uger.”
”På lige datoer tager jeg to piller (to=et lige tal). På ulige datoer tager jeg tre piller (tre=et ulige tal).”
”Jeg har overgivet mig til en pilleæske, selvom det absolut får mig til at føle mig gammel. Jeg brugte for meget energi på at tænke over, om jeg havde husket medicinen.”
”Jeg tager min stofskiftemedicin fire gange om dagen, så jeg har en alarm på min telefon.”
”Jeg har mine piller stående ovenpå spejlet på badeværelset. Så husker jeg dem hver morgen – hvor jeg altid ser mig selv i spejlet som det første.”
”Jeg bruger appen ”MedicinTjekker” – det virker godt, da jeg får en påmindelse på min telefon.”
”Jeg har en lille blok og en blyant liggende ved mit Eltroxin-glas.”
”Jeg skriver på en lille udprintet kalender, når jeg har taget min medicin.”
”Min medicin ligger på natbordet i en doseringsæske. Jeg tager min pille, når jeg vågner – og så lufter jeg hunden, mens min mand sætter kaffen over. Det er en god hverdagsrutine for os. Men når vi er på ferie, sker det ofte, at jeg glemmer min pille, fordi jeg kommer ud af rutinen.”
– Betina, højt stofskifte
Når du har glemt at tage din medicin mod højt stofskifte
Hvis du glemmer en enkelt dosis, skal du tage den, når du kommer i tanke om det. Herefter skal du vente mindst fire timer med den næste dosis. Du må ikke tage to doser for tæt på hinanden, da det kan give overdosering og bivirkninger.
Hvis du glemmer medicinen flere dage i træk, skal du kontakte din læge og lægge en plan. Du kan opleve, at symptomerne på højt stofskifte forværres.
Når du har glemt at tage din medicin mod lavt stofskifte
Det er individuelt, hvordan man mærker til det, hvis man glemmer at tage sin T4-medicin. Men de fleste vil ikke mærke noget, hvis de glemmer pillerne i nogle enkelte dage, for hormonet omsættes meget langsomt i kroppen.
Det skal du gøre:
Hvis du glemmer din T4-medicin en enkelt dag, skal du tage den glemte dosis dagen efter.
Hvis du glemmer din T4-medicin i mere end én dag, må du kun tage den glemte dosis en enkelt dag. Herefter skal du fortsætte med at tage din vanlige dosis.
Eksempel: Hvis du en torsdag opdager, at du ikke har taget piller siden søndag, så skal du tage to dages doser medicin om torsdagen – og fra fredag fortsætte med normal dosis medicin hver dag.
T4-medicin er Eltroxin, Euthyrox, Tirosint og Thyrofix.
T3-medicin
T3-medicin omsættes hurtigere i kroppen end T4-medicin. Derfor må du ikke tage to doser T3-medicin samtidig, hvis du glemmer din medicin.
Det skal du gøre:
Hvis du glemmer din T3-medicin, skal du tage det med det samme.
Herefter skal du vente mindst seks timer, før du tager næste dosis.
Da T3-medicin skal tages to gange i døgnet, kan det være, at du skal springe en dosis over.
Eksempel: Du tager normalt din T3-medicin kl. 08.00 og 20.00 hver dag. Klokken 16.00 opdager du, at du glemte morgenmedicinen. Du skal derfor tage din morgendosis medicin kl. 16.00 og springe aftendosis over. Dagen efter fortsætter du som vanligt med medicin kl. 08.00 og 20.00.
T3-medicin fås kun som en del af kombinationsbehandling.