ONDT I SEXLIVET

Ved at dykke ned i to forskellige danske datasæt om patienternes oplevede sexliv har forskerne fundet, at omkring en tredjedel af patienterne rapporterer, at deres sexliv er forværret på grund af deres sygdom i skjoldbruskkirtlen. Dog med forskel på de to typer af studier og med en variation henover de forskellige typer af sygdomme i skjoldbruskkirtlen.

Det ene datasæt er et slags øjebliksbillede af de patienter, der søgte behandling på Odense Universitetshospital og Rigshospitalet i perioden 2007-2008. Her svarer 36 procent af kvinderne og 31 procent af mændene, at de oplevede en negativ indflydelse fra sygdommen i skjoldbruskkirtlen til deres sexliv. I denne delundersøgelse var der også tegn på, at kvinder med autoimmune sygdomme (Hashimoto eller Graves’) svarede oftere ja til et forværret sexliv end kvinderne, der ikke havde en autoimmun stofskiftesygdom.

Det andet datasæt derimod bestod af to spørgeskemabesvarelser pr. patient, der er blevet behandlet på samme hospitaler i perioden 2008-2012. En besvarelse inden de startede behandling og en, der blev gennemført seks måneder efter afsluttet behandling. Også i dette datasæt finder forskerne, at patienter oplever,  at deres seksualliv er påvirket. Inden de starter i behandling svarer 42 procent af kvinderne og 33 procent af mændene, at deres sygdom påvirker deres seksualliv negativt.

Besvarelserne viser også, at mens kvinderne rapporterer, at deres seksualliv er bedret igen efter endt behandling med et fald fra 42 procent til 34 procent, så oplever mændene stadig, at deres sygdom påvirker deres seksualliv negativt. Dog sætter forfatterne bag studiet selv spørgsmålstegn ved, om der reelt er en kønsforskel. Da mænd i langt mindre grad rammes af stofskiftesygdomme end kvinder, var der også i datasættene færre mænd end kvinder. Faktisk så få mænd, at studiet ikke med sikkerhed kan slå fast, at mandlige patienter ikke vil opleve en bedring af deres seksualliv efter endt behandling.

Forskerholdet bag undersøgelsen forsøgte også at undersøge, om der var andre ting, der kunne bruges som indikatorer på, hvilke stofskiftepatienter der ville opleve et negativt påvirket seksualliv. Da undersøgelsen havde så få besvarelser fra mandlige patienter, er det kun de kvindelige patienter, som man har kunnet inddele efter andre faktorer. Når man begynder at undersøge meget specifikke målgrupper, stiger risikoen for statistiske unøjagtigheder, så denne del af undersøgelsen skal man være mere naturligt skeptisk over for. Ikke desto mindre fandt forskerne i datasættene fra 2007-2008, at uddannelse kunne være en faktor, når man zoomer ind på patienter med autoimmun Graves’ sygdom. Her var der et sammenfald, hvor de kvindelige Gravespatienter med lang uddannelse i mindre grad rapporterede, at deres seksualliv var påvirket.

For datasættet fra 2008-2012 var der også et sammenfald mellem negativ påvirkning af sexlivet og lavt uddannelsesniveau for patienter med knuder. Et andet sammenfald var, at de patienter med autoimmun Graves’ sygdom, som havde høj koncentration af hormonet T3, også oplevede en negativ påvirkning. Og til sidst så forskerne også, at yngre kvinder med autoimmunt lavt stofskifte også rapporterede om en større negativ påvirkning, sammenlignet med ældre.

Og nu tilbage til den generelle livskvalitet. I 2007-2008-studiet, det såkaldte øjebliksbillede på en endokrinologisk afdeling i Odense og København, finder studiet, at patienter, der rapporterer om et negativt påvirket sexliv også generelt scorer dårligere på den samlede livskvalitet. Men det er lidt historien om hønen og ægget, understreger forskerne. Man kan ikke sige, om det er sexlivet, der forværrer livskvaliteten, eller om det er den forværrede livskvalitet, som også finder vej til soveværelset. Sådan en sammenhæng ses nemlig også i andre studier med mennesker, der oplever nedsat livskvalitet og negativ påvirkning af sexlivet.

Så hvad kan vi så bruge studiet her til, spørger hovedforfatteren Nadia Sawicka-Gutaj sig selv om i forskningsartiklens afrunding. Hun håber på flere studier på området, og meget gerne studier med kontrolgrupper, fokus på specifikke aspekter af sexlivet og forskellene på behandling som en variabel i negativt påvirket sexliv. Samtidig er det også hendes håb, at studiets resultater kan bakke op om en helhedsorienteret tilgang, når lægen møder sin patient og tør spørge åbent ind til, om også sexlivet er pårvirket.