Hvad betyder stofskiftet for, om jeg får knogleskørhed ?

Mere end en halv million danskere lider af knogleskørhed, der er en kronisk sygdom, som kan føre til hoftebrud, sammenfald i rygsøjlen og brud på over- og underarmen. De fleste tilfælde af knogleskørhed opstår efter overgangsalderen, hvor et lavt kønshormonniveau udløser et for hurtigt tab af knoglestruktur og knoglemasse. Tobaksrygning, et for stort alkoholforbrug eller behandling med en række former for medicin, herunder binyrebarkhormon, kan også være årsag til knogleskørhed. Har man gigtsygdomme eller kroniske lungesygdomme, er risikoen også øget.

For høje niveauer af stofskiftehormon er skadeligt for knoglerne

Stofskiftehormon er helt nødvendigt for en normal knogleudvikling hos børn og unge.  Men for høje niveauer af stofskiftehormon i  blodet er uheldigvis skadeligt for knoglerne i voksenlivet. Det er i særdeleshed tilfældet efter overgangsalderen, hvor knogletabet i forvejen er øget. Er stofskiftet forhøjet i en kortere periode, er der heldigvis ikke noget der tyder på, at risikoen for knogleskørhed eller knoglebrud øges, selv ikke hvis stofskiftet er meget højt.  Skelettet kan godt tåle en kortere periode med højt stofskifte. Der kan komme et beskedent fald i knoglemassen, men dette retter sig igen på få måneder efter at stofskiftet atter er blevet normalt, f.eks efter behandling af Graves’ sygdom eller efter behandling af en knudestruma som gav forhøjet stofskifte. Mekanismen er faktisk den samme som den, man ser, når organismen pludselig i en periode skal levere kalk fra skelettet på grund af et pludseligt behov, f.eks under graviditet og amning, hvor barnets behov for kalktilførsel tager prioritet for en tid.

Overgangsalder og længerevarende for højt stofskifte

Mere problematisk er kombinationen af overgangsalder og længerevarende for højt stofskifte, da kombinationen af for lidt kønshormon og for meget stofskiftehormon fører til en stærkt øget knogleomsætning med en negativ knoglebalance i hver knoglereparations-cyklus. Den proces, der skulle have ført til udskiftning af gammelt knoglevæv med en passende mængde nydannet knoglevæv, løber for hurtigt, og der er ikke tid til at opbygge lige så meget nyt knoglevæv, som der fjernes af gammelt knoglevæv. Resultatet er et for hurtigt knogletab med en for hurtig udtynding af knoglevævet og en øget risiko for at knoglerne brækker.  Der er til gengæld ikke noget der tyder på, at mangel på stofskiftehormon, er skadeligt for voksne knogler selvom et lavt stofskifte er risikabelt og problemfyldt på en række andre områder.

Undersøgelse af risiko for knoglebrud og knogleskørhed ved lavt stofskifte

Vi gennemførte for nogle år siden en undersøgelse af om voksne mænd og kvinder, der får konstateret for lavt stofskifte, har en øget risiko for knoglebrud og knogleskørhed. Artiklen er udgivet i det amerikanske knogleselskabs blad, Journal of Bone and Mineral Research.  I undersøgelsen så vi på, hvordan det gik 8400 voksne fynboer efter at de for første gang fik konstateret forhøjet TSH mellem kalenderårene 1996 og 2010. Vi så på efterfølgende hospitalsbehandlinger (skadestue eller indlæggelse) på grund af knoglebrud over i gennemsnit 7 ½ år. Til sammenligning var der 222 000 fynboer med normal TSH undersøgt i samme periode.  Risikoen for knoglebrud var heldigvis nøjagtig den samme hos de, som havde lavt stofskifte som hos de som havde normalt stofskifte.  De patienter, som blev ved at have lavt stofskifte ved efterfølgende lægekontroller, blev naturligvis behandlet af deres læge med stofskiftehormon, normalt Eltroxin eller Euthyrox.

En patient gruppe havde øget risiko for knoglebrud

I undersøgelsen fandt vi, at kun én patientgruppe havde klart øget risiko for knoglebrud, og det var patienter, som fik en så stor dosis stofskiftehormon at deres TSH-niveau lå lavt (under 0.3 mIU/L i det pågældende laboratoriums TSH-analyse).  For hver seks måneder med lav TSH steg kvindernes risiko for hoftebrud og knogleskørhedsbrud generelt med 10%, hvorimod sammenhængen var svagere hos mænd. Sammenhængen var klarest hos kvinder efter 50 års alderen. Den matematiske betydning af en 10% øget risiko for hver seks måneder – som lyder ret uskyldigt – er, at risikoen for alvorlige knoglebrud stiger med 50% allerede efter to år og fordobles efter bare fire år. En for hidsig dosering af stofskiftehormon kan altså have bivirkninger i form af knogleskørhed.

Man har i mange år kendt til en tilsvarende problemstilling hos patienter med kræft i skjoldbruskkirtlen. Her vil man anbefale, at TSH holdes under 0.1 mIU/L hos de patienter, som havde mere fremskredne stadier af kræft i kirtlen.  Formålet er at nedsætte risikoen for at eventuelt kræftvæv, der måtte sidde tilbage, ikke får lov at blive stimuleret af TSH til at vokse, så sygdommen kunne vende tilbage. I den situation må man acceptere en øget risiko for knogleskørhed. Også her er problemet størst hos kvinder efter overgangsalderen. Da der er særdeles gode medicinske behandlingsmuligheder ved knogleskørhed, kan det anbefales, at både kvinder og mænd over 50 år, der behandles med lidt større doser af stofskiftehormon, typisk som led i efterbehandling af kræft i skjoldbruskkirtlen, også bliver henvist til BMD-måling (såkaldt DXA scanning – en særlig røntgenundersøgelse til måling af knoglernes kalkindhold). Herved vil man kunne afsløre begyndende knogleskørhed og behandle, inden der opstår knoglebrud.

Hvis man er i tvivl, om man er i risiko for knogleskørhed, kan man drøfte spørgsmålet med den praktiserende læge, med speciallæger i endokrinologi eller hente yderligere information fra Osteoporoseforeningen (www.osteoporose-f.dk).