Skjoldbruskkirtlen fjernet af to omgange

I 2008 mærkede Kirsten Mollerup Ehlers synkebesvær og knuder i halsen. Det endte med fjernelse af skjoldbruskkirtlen af to omgange og efterfølgende lavt stofskifte.

Kalenderen sagde 2008, da Kirsten første gang oplevede, at var noget anderledes med hendes hals:

”Jeg havde synkebesvær og kunne føle nogle knuder i halsen. Min læge sagde, at det var ret normalt i min alder med lidt struma. Det ville jeg imidlertid ikke affinde mig med, så dagen efter fik jeg en tid på Amager Røntgenklinik til en scanning, som viste tre små knuder”, fortæller Kirsten.

Det var altså samme forklaring, som Kirsten havde fået af egen læge.

Fakta

Kirsten Mollerup Ehlers født 1941
Fik fjernet skjoldbruskkirtlen i 2008/2009 og har siden da haft lavt stofskifte

Halvdelen af skjoldbruskkirtlen fjernet

Kirsten lod sig dog ikke stille tilfreds med konstateringen af, at der var nogle små knuder i halsen, og hendes egen læge henviste hende derfor til en ny undersøgelse:

”Jeg kom til Endokronologisk afdeling i Herlev og gik til forskellige røntgenoptagelser med kontraststof om sommeren, og i november endte det med en biopsi. Herefter blev jeg sendt videre til Gentofte Hospital, hvor jeg blev opereret og fik fjernet den ene halvdel af skjoldbruskkirtlen i december 2008”, husker Kirsten.

Mikroskopi viste cancer

Efter mikroskopi af den fjernede del af skjoldbruskkirtlen blev Kirsten ringet op med beskeden om, at det var cancer:

”Jeg fik derfor fjernet den anden halvdel af skjoldbruskkirtlen i januar 2009 og begyndte herefter straks at tage 200 mg Eltroxin® dagligt”, fortæller Kirsten.

Jeg kom til Endokronologisk afdeling i Herlev og gik til forskellige røntgenoptagelser med kontraststof om sommeren, og i november endte det med en biopsi. Herefter blev jeg sendt videre til Gentofte Hospital, hvor jeg blev opereret og fik fjernet den ene halvdel af skjoldbruskkirtlen i december 2008
Kirsten Mollerup Ehlers

Radioaktiv behandling og fire dage i isolation

I februar 2009 blev Kirsten så indlagt i isolation fra fredag til mandag for at blive behandlet med radioaktivt jod:

”Det var ret spændende og interessant, og jeg måtte ikke modtage besøg og havde ingen kontakt med personalet. Madbordet blev blot skubbet ind til mig, og jeg lå bag en stor isolerende blyskærm. Desværre havde jeg ingen varme på stuen pga. problemer med radiatoren. Men der måtte ikke komme nogen ind for reparere radiatoren, så jeg fik skubbet en ekstra dyne og en badekåbe ind. Jeg fik læst en masse og prøvede at holde mig lidt i form med motionsøvelser og nogle videoer, jeg selv havde med”, fortæller Kirsten om de fire dage i isolation.

Senere på året fik Kirsten så en ny radioaktiv jodbehandling i mindre dosis – men uden indlæggelse. Hun skulle blot ikke være sammen med for mange andre mennesker i dagene derefter.

Kontrol hos egen læge

Fra operationerne og de radioaktive behandlinger i 2008-2009 gik Kirsten til kvartalsvis kontrol indtil marts 2016, hvor hun blev “frigivet” og overgik til årlig kontrol af dosis Euthyrox® på Rigshospitalet. I 2018 overgik hun til kontrol hos egen læge, og hun får nu 100 mg Euthyrox® dagligt.

”Jeg har dog altid ved kontrollerne givet udtryk for gener i forbindelse med indtagelsen af Eltroxin® og Euthyrox®. Mine symptomer er primært ondt i muskler og led, svedeture, træthed og stress. Jeg fik dog altid at vide, at mine tal var fine, og at vi skulle se tiden an til næste kontrol”, forklarer Kirsten.

Jeg fik derfor fjernet den anden halvdel af skjoldbruskkirtlen i januar 2009 og begyndte herefter straks at tage 200 mg Eltroxin® dagligt
Kirsten Mollerup Ehlers

Brækket skulder afslørende knogleskørhed

Efter en brækket skulder i november 2018 blev Kirsten dog sendt til scanning for knogleskørhed i januar 2019:

”Jeg blev noget overrasket, da jeg fik at vide, at min rygsøjle var så langt nede i “det sorte felt”, at der burde være et sammenfald. Jeg er derfor begyndt at tage Alendronat en gang om ugen”. Alendronat er et middel mod knogleskørhed. Det virker ved at forebygge yderlige tab af knoglemasse og hjælper med at genopbygge knoglen. Det nedsætter risikoen for hoftebrud og brud på rygsøjlen.

”Som konklusion på hele mit sygdomsforløb kan jeg anføre, at jeg har levet og overlevet denne cancersygdom. Lægerne har været dygtige og helbredt mig, men mit almene helbred har ikke altid været optimalt, og det er primært på grund af min stofskiftesygdom”, slutter Kirsten.