Nej, jeg er IKKE et problembarn!

Josephine Julie Brun Hansens tidlige teenageår var fyldt med frustrationer og tårer. Skjoldbruskkirtlen kørte i alt for højt et gear, men hendes symptomer blev fejltolket.

Det er svært at sige helt præcist, hvornår Josephine Julie Brun Hansens sygdom begyndte. Hun gik i puberteten i en tidlig alder og gik længe med en uro kroppen, kunne ikke sidde stille i skolen og var konstant følelsesladet og temperamentsfuld.

”Jeg kunne sidde og se TV, og lige pludselig begyndte jeg at græde til en reklame. Jeg var totalt ude af stand til at styre følelserne”, fortæller Josephine.

Hurtigt blev Josephine opfattet som et vanskeligt barn i skolen. Lærerne gav op, og hun brugte det meste af skoletiden uden for døren og på kontoret. På grund af Josephines mistrivsel begyndte hun hos en psykolog, som med det samme sendte hende til en psykiater. Det skete cirka to år, før hun blev diagnosticeret korrekt med højt stofskifte.

”Psykiateren derimod gav mig stemplet ADHD, han udskrev ADHD-medicin, og så gik det først rigtig galt. Alle de symptomer, jeg havde før, blev forværret. Derudover var jeg konstant syg: Jeg havde influenza hele tiden, fik børnesår, som jeg ikke kunne komme af med, tabte håret, min krop gjorde ondt, og jeg græd, skreg og råbte konstant”, husker Josephine.

Josephines forældre gjorde alt, hvad de kunne for at hjælpe datteren. De tog hende til læge og psykiater tit og ofte.

”De ville mig det bedste, og det ved jeg nu. De var desperate for at sikre sig, at jeg fik hjælp. De var hjælpeløse og havde ingen anelse om, hvad der var galt med mig. De prøvede ALT, fulgte lægernes råd og prøvede endda alternative behandlinger”, forklarer Josephine.

Men lægerne og psykiaterne fortalte blot Josephines forældre, at det var meget normalt: Datteren var jo i puberteten og havde ADHD, så de kunne give hende kosttilskud for at styrke immunforsvaret.

Det var en forfærdelig tid for Josephine og hendes forældre. Ingen lyttede til dem, ingen forstod dem, og det føltes som om, at alle havde travlt med at sætte Josephine i bås som et problembarn.

Josephines symptomer blev stadig værre og værre. Hun kunne ikke sove og kunne ikke dyrke sport. Josephine blev fuldstændig lilla i hovedet og kunne ikke trække vejret, når hun var fysisk aktiv. Til sidst kunne hun ikke gå mere end 10 meter, uden hun fik ondt i brystet, havde svært ved at trække vejret og blev svimmel.

”I 9. klasse var symptomerne værst, og her begyndte mine venner at hoppe fra. De forstod ikke, hvorfor jeg ikke kunne være med til overnatninger og fester, eller hvorfor jeg altid var hjemme – men jeg var så udkørt efter en halv dag i skolen”, husker Josephine.

”Man kan ikke bebrejde dem, men jeg var ensom. Det er en sårbar alder, og alle vil jo passe ind. Jeg begyndte at hade mig selv og bebrejde mig selv. Hvorfor kunne jeg ikke bare være lige som andre? Jeg begyndte at blive selvdestruktiv og fik en depression. Jeg var outsideren i klassen. Bare det at skulle ud af sengen om morgen var en udfordring, så jeg pjækkede”, fortsætter Josephine.

I 2009 opdagede Josephines farmor, at barnebarnet havde en kæmpe knude på halsen – en struma som følge af højt stofskifte:

”For mange er det skræmmende og voldsomt at blive diagnosticeret med en kronisk sygdom, og det var det selvfølgelig også for mig – men det var endnu mere en lettelse! Jeg havde ret, der var noget galt med min krop, og jeg var ikke bare det mærkelige barn, som kun var til besvær. “Nej jeg var syg”, siger Josephine.

Der var stadig mange bekymringer for Josephines familie efterfølgende. Hun fik medicin, men reagerede ikke positivt på behandlingen, så i stedet blev hun opereret. Det tog lang tid for Josephines krop at komme sig efter at have været fejldiagnosticeret i så mange år. Men cirka et år efter var Josephine kommet så langt, at hun besluttede sig for at kæmpe for en uddannelse, og i 2012 blev hun HF-student med et flot snit.

I 2017 fik Josephine datteren Liv, og hun nyder livet som mor.

”Jeg har stadig en del bekymringer i dag, eksempelvis om symptomer og andre autoimmune sygdomme, men jeg har lært at leve med min sygdom. Jeg bliver set og hørt som den, jeg er – og jeg er klar til at høre andre fortælle om følelsen af at være anderledes, kronisk syg eller sætte ungdommen på pause”, slutter Josephine.