Kroniske smerter med stofskiftesygdom 

Kroniske smerter kan være en del af livet med en stofskiftesygdom. En smerte er en besked fra din krop om at passe på dig selv. Nogle gange kan du have glæde af en tværfaglig behandling for at lindre smerterne.

En smerte kan være akut eller kronisk.  

Den akutte smerte kan for eksempel opstå, når man skærer sig på en kniv. Smerten giver mening, fordi den får dig til at fjerne dig fra faren. Den akutte smerte lagres, så du kan passe bedre på næste gang.  

Hvis en smerte varer i mere end tre måneder kaldes den for kronisk. På samme måde som akutte smerter er den kroniske smerte et advarselssignal fra din krop, som prøver at beskytte dig mod en fare. 

Den kroniske smerte i hverdagen 

Desværre lever nogle stofskiftepatienter med kroniske smerter, også selv om de er i behandling. En kronisk smerte kan være mentalt udfordrende og gå ud over det sociale liv. Smerterne kan også forstyrre nattesøvnen og forstærke den træthed, som mange med en ubalance i stofskiftet også oplever. Og søvnmangel går selvsagt ud over vores energi og overskud, hvilket igen kan påvirke både humør og selvværd, særligt hvis det går ud over dit arbejdsliv og din fritid.  

”For nylig fik jeg ved en kontrol den besked, at min nerveskade så ud til at være permanent, og de smerter jeg har efter operationen, nok ikke kommer til at gå væk. Så nu skal jeg affinde mig med, om jeg kan leve med de smerter, eller om jeg vil igennem en ny operation.” 

Cecilie Kaltoft, 28 år, skjoldbruskkirtel fjernet efter kræftforløb 

Smerter og stofskiftesygdom 

Kroniske smerter hos stofskiftepatienter vil typisk være muskel- og ledsmerter, smerte efter fysisk aktivitet, stivhed i kroppen og hovedpine.  

Hvis du har gået med ubehandlet stofskiftesygdom over en længere periode, vil væv og muskler være påvirkede efter en længerevarende ubalance. Derfor kan de kroniske smerter tage tid om at forsvinde, men de kan blive bedre efter en længere periode. 

Lavt stofskifte

 Hos personer med lavt stofskifte skyldes de kroniske smerter ofte, at muskler og nerver har en lavere energiomsætning, hvilket kan påvirke deres funktion og give smerter. I de fleste tilfælde vil der være tale om en autoimmun sygdom, hvor kroppens immunforsvar skaber en inflammation, der kan give smerter og stivhed, ophobning af affaldsstoffer og forringet iltforsyning til vævet.  

Højt stofskifte

Hos personer med højt stofskifte skyldes kroniske smerter også ofte en autoimmun sygdom. Men de kan også være et resultat af, at kroppen kører i højere gear med øget aktivitet og følsomhed i blandt andet nervesystemet. 

Operation

Patienter, der har fået fjernet dele af eller hele skjoldbruskkirtlen, kan i sjældne tilfælde opleve kroniske smerter. Det kan være nerveskader og arvæv i halsområdet efter operationen, eller det kan være muskelspændinger.  

Det kan du selv gøre: Kroniske smerter 

Der findes desværre ikke en enkel løsning, der kan få kroniske smerter til at gå væk. Men der er flere ting, du selv kan gøre. 

Læs mere om motion her

Læs fra biblioteket

Kildehenvisninger

Bliv
medlem