Højt stofskifte hos børn

Højt stofskifte hos børn kan heldigvis behandles, så børnene kan få et liv og en hverdag, der ikke adskiller sig væsentligt fra andre børns. Symptomerne kan være hjertebanken, vægttab og rystende hænder.

Hvis dit barn har højt stofskifte, er skjoldbruskkirtlen overaktiv og producerer for meget stofskiftehormon. Det medfører, at alle kroppens funktioner arbejder for hurtigt.  

Derfor opstår højt stofskifte

Man kan få højt stofskifte af flere forskellige sygdomme, men for børn er der i langt de fleste tilfælde tale om diagnosen Graves’ sygdom.  
 
Forskerne ved endnu ikke, hvorfor børn og voksne får højt stofskifte. Man ved dog, at både arv og miljø spiller ind. Det betyder blandt andet, at der findes en del familier, hvor flere familiemedlemmer kan have en stofskiftesygdom eller en anden autoimmun sygdom

Symptomer på højt stofskifte hos børn

Symptomerne kan være tegn på mange andre tilstande, og de kommer ofte snigende. Symptomerne kan variere fra barn til barn, men blandt de mest almindelige symptomer er hjertebanken, rystende hænder, koncentrationsbesvær, glubende appetit, vægttab, løs afføring og ledsmerter.  

Prøv vores stofskiftetest

Sådan stilles diagnosen

Lægerne diagnosticerer højt stofskifte ved at se på barnets symptomer og ved en blodprøve. Her måler man hormonerne TSH, T3 og T4.  

Læs mere om blodprøver

Går det over?

Hos cirka 30 procent af børn med Graves’ sygdom forsvinder sygdommen igen. Derfor kan man efter nogle år og i tæt samarbejde med endokrinologerne overveje at stoppe den medicinske behandling.  

Hos andre går sygdommen i bero i en periode, men blusser op igen senere. Jeres barn bør derfor gå til løbende kontrol.  

Økonomisk støtte

Forældre til børn med stofskiftesygdomme kan i nogle tilfælde få økonomisk støtte via sociallovgivningen. Vi anbefaler, at I undersøger mulighederne i jeres kommune.  


I kan også få rådgivning hos DUKH – Den Uvildige Konsulentordning på handicapområdet. DUKLH er en selvejende institution, som giver uvildig rådgivning til mennesker med handicap, deres pårørende og andre kontaktpersoner.  
Læs mere på dukh.dk.
 

Støtte og dispensationer på skoler og uddannelser

Mange uddannelsesinstitutioner tilbyder støtte og tilpasninger til elever og studerende med funktionsnedsættelser. I kan søge om dispensationer, mulighed for at aflevere opgaver senere og ekstra tid til eksaminer, hvis dit barn har særlige behov. 


Læs fra biblioteket

Kildehenvisninger

Bliv
medlem