Efter du har logget ind bliver du vist kontrolpanelets startside. Er du allerede logget ind, kan du altid få vist kontrolpanelets startside, ved at trykke på hjemmesidens navn på den sorte bjælke. Guiden antager at du står på kontrolpanelets startside, når den beskriver hvor en opgave løses fra. Nogen steder bliver kontrolpanelets startside kaldt for dashboardet.
Det er både muligt at lave menupunkter som viser sider her på hjemmesiden, ligesom det er muligt at lave menupunkter som er tilpasset. Et tilpasset menupunkt betyder at du selv bestemmer hvad menupunktet peger på (fx en Facebook-side).
For at tilføje en side til menuen, vælger du den fra kassen i venstre side af skærmen som netop hedder “Sider”. Du kan både vælge fra de senest oprettet sider, eller få vist alle sammen, ved at vælge fanebladet “Vis alle”. Efter at siden er valgt trykker du “Tilføj til menu” lige under kassen, og det nye punkt bliver nu vist i bunden af menuen i højre side. Derfra kan du med musen trække menupunktet på plads, og ved at trykke på den lille trekant i højre side af menupunktet, få vist dets indstillinger. I indstillinger er det bl.a. muligt at ændre menupunktets navn.
Et tilpasset menupunkt kan tilføjes ved at trykke på feltet “Brugerdefinerede links” i venstre side. Der kommer så en kasse frem, hvor du i URL-feltet skriver hvor menupunktet skal pege hen, og i feltet hvor der står “Link-tekst”, skriver du navnet på menupunktet. Derefter er det bare at trykke “Tilføj til menu” og trække menupunktet på plads, ligesom med menupunkter til sider.