Forveksling med andre sygdomme
Det sker ofte, at symptomer på ubalance i stofskiftet forveksles med andre tilstande – typisk stress, overgangsalder og mangel på vitaminer og mineraler.
Forveksling med andre sygdomme kan forsinke en korrekt stofskiftediagnose. Det kan også betyde, at du kan have andre udfordringer – ud over stofskiftet – som ikke bliver opdaget.

“Det var svært at sige, om jeg havde symptomer på lavt stofskifte – der er alligevel så meget, der er anderledes, når man er gravid og har små børn.”
– Karin Toftegaard Matthiesen
Forvekslingen sker oftest, hvis dit TSH ikke bliver målt eller ligger inden for normalområdet, men du har vedvarende symptomer på ubalance i stofskiftet. Hvis du får behandling for nogle af de tilstande, der nævnes herunder, bør du få taget flere stofskifteprøver over cirka et halvt år.
Symptomsammenfald med andre udfordringer
Stress er en af de mest almindelige forvekslinger. Symptomer som hukommelsesproblemer, udbrændthed og ekstrem træthed går igen både ved stress og stofskifteubalance. Mange oplever, at stresssymptomerne er tydelige, uden stofskiftesygdommen kan ses på blodprøverne. Dem, der har haft stress, oplever dog også, at det ikke føles som det samme, og stofskiftesygdommen viser sig først senere. Det kan også være svært at afgøre, hvad der kom først: stress eller stofskiftesygdom.
Fatigue er en senfølge eller et symptom på mange andre lidelser som kræft, gigt, sclerose, depression, angst, søvnapnø, diabetes, blodmangel og nyre- og leversygdomme. Derfor kan symptomet ekstrem træthed ikke stå alene som tegn på et stofskifte i ubalance. Du bør sætte dig ind i de øvrige stofskiftesymptomer og rapportere dem til lægen for at få så god en diagnose som muligt.
Depression og ubalance i stofskiftet deler flere symptomer – som nedtrykthed, manglende energi og initiativ, vanskeligheder med opmærksomhed og overblik, søvnproblemer, angst og uro. Vær opmærksom på, om du også har nogle af de fysiske stofskiftesymptomer, og gør eventuelt lægen opmærksom på det. Ved depression ser man ofte overdreven negativ tænkning, selvhad og selvmordstanker – symptomer, som sjældent ses ved stofskiftesygdom alene.
Mange stofskifteramte oplever dårlig søvn. Forskning viser, at blandt stofskiftepatienter, der rapporterer, at de har en dårlig livskvalitet, lider omkring halvdelen af søvnapnø – og en stor del uden at vide det. Søvnapnø kædes generelt ofte sammen med overvægt (en BMI over 30), og dette gælder også for stofskifteramte. Også her er der ofte tvivl om, hvad der kom først: overvægt eller lavt stofskifte.
Overgangsalder kan blandt andet give en generel følelse af utilpashed, træthed, hedeture og dårlig hukommelse – symptomer, der også ses ved stofskifteubalance. Men her er det oftest sådan, at symptomerne på stofskiftesygdom er langt værre, end en ’normal’ overgangsalder. Desuden skal du være opmærksom på eventuelle stofskiftesymptomer, der ikke er knyttet til overgangsalderen.
En relativt stor del af danskerne lider af mangel på vitaminer og mineraler – primært jern, selen, B12- og D-vitamin. Disse mangeltilstande kan vise sig som træthed. Hvis du får rettet op på dine vitamin- og mineralbalancer, kan det hjælpe på din træthed, men vær opmærksom på de øvrige symptomer på ubalance i stofskiftet.
Forstoppelse (hård afføring) er et af symptomerne på lavt stofskifte – som kan give forskellige symptomer som sløvhed, kuldskærhed, muskelsmerter, hjertebanken og kvalme. Men forstoppelse alene vil normalt ikke give de stærke symptomer som glemsomhed, koncentrationsbesvær og ekstrem træthed.
Ved et stærkt forhøjet blodtryk kan du få hovedpine, svimmelhed, hjertebanken og kvalme. Disse symptomer er de samme som symptomerne på højt stofskifte. Hvis du har symptomerne, og dit blodtryk kun er svagt forhøjet, bør du få undersøgt dit stofskifte en ekstra gang.
Ubalance i stofskiftet kan i nogle tilfælde også forveksles med AD(H)D, fibromyalgi, anæmi og irritabel tyktarm (PDS).

“Symptomerne var træthed, hårtab, tynde negle, ømme led, og jeg tog 25 kg på uden grund. Hver gang fik jeg at vide, at alt så godt ud – og at tallene var fine. Flere af mine symptomer blev bortforklaret med, at jeg var i overgangsalderen, og der blev ikke kigget på, om der var en sammenhæng i dem.”
– Anne, 65 år, lavt stofskifte
Flere sygdomme samtidig – følgesygdomme
Det er også muligt, at en eventuel forveksling af symptomer skyldes, at du har flere sygdomme samtidig. Særligt lavt stofskifte ses ofte sammen med sygdommene osteoporose, leddegigt, søvnapnø, stress samt mangel på vitaminer og mineraler. Hvis du har en autoimmun stofskiftesygdom (Graves’ og Hashimotos), har du forhøjet risiko for at have andre autoimmune sygdomme som cøliaki, perciøs anæmi, vitiligo og type1-diabetes.