Thyroidea, autoimmunitet og antistoffer

v/ Professor, ph.d, dr.med. Steen Bonnema, Odense Universitetshospital

Nogle af de hyppigste thyroidea-sygdomme skyldes autoimmunitet. Det drejer sig om henholdsvis Graves’ sygdom (også kaldet Basedows sygdom), som giver højt stofskifte, og autoimmun (eller Hashimotos) thyroiditis, som giver lavt stofskifte.

Immunsystemets rolle

Immunsystemet er komplekst opbygget, og dets vigtigste opgave er at bekæmpe udefrakommende mikroorganismer. Uden et immunsystem vil der hurtigt opstå dødelige infektioner. De enkelte elementer i immunsystemet arbejder sammen ved hjælp af signalstoffer, der cirkulerer i blodbanen og i vævsvæsker. Disse signalstoffer tiltrækker for eksempel de hvide blodlegemer til et område, hvor bakterier eller virus skal bekæmpes.

De hvide blodlegemer er celler som – sammen med antistofferne – direkte angriber og uskadeliggør mikroorganismerne. Ved denne proces skabes en betændelsesreaktion (inflammation), som blandt andet er kendetegnet ved rødme, smerter, og feber.

Antistoffer

Antistoffer er komplekst opbyggede proteiner, som er dannet af en speciel gruppe af immunceller, der hedder plasmaceller. Ved immunsystemets kontakt til en potentiel farlig mikroorganisme vil plasmacellen begynde at producere et antistof, der er i stand til at reagere specifikt imod den pågældende mikroorganisme, som derved bliver bekæmpet. Selvom alle antistoffer i hovedtræk er ens opbygget, er der alligevel små forskelle, så hver type antistof reagerer specifikt imod en bestemt mikroorganisme. Antistofferne cirkulerer i blodbanen og findes i diverse vævsvæsker. Man kan derfor nemt måle de forskellige typer antistoffer ved at tage en blodprøve.

  • Nogle af de hyppigste thyroidea-sygdomme skyldes autoimmunitet. Det drejer sig om henholdsvis

  • Graves’ sygdom (også kaldet Basedows sygdom), som giver højt stofskifte

  • Autoimmun  (eller Hashimotos)  thyroiditis, som giver lavt stofskifte

Autoimmunitet

Det er vigtigt, at kun uønskede mikroorganismer angribes af immunsystemet. Immunsystemet skal være i stand til at tolerere og acceptere ens egne celler. Immunceller med tendens til at reagere mod egne celler og væv bliver frasorteret i thymus (brisselen). Dette organ sidder placeret bag brystbenet, og hos fostre og småbørn er thymus meget stor, hvilket afspejler, at immunsystemet modnes ved livets start, så det kun reagerer mod udefra kommende ”farlige” celler, heriblandt mikroorganismer.

Autoimmunitet er en konsekvens af, at frasorteringen af selv-reaktive immunceller ikke har været helt perfekt i thymus. Ved autoimmunitet reagerer man mod sig selv; oftest er det dog kun ét bestemt slags væv eller et specifikt organ, for eksempel thyroidea. Herved skabes en kronisk inflammation på grund af en immunreaktion. Denne inflammation er dog sjældent af en karakter, som kendes ved inflammation skabt af infektioner. Ofte mærker man ikke noget i det angrebne væv eller organ, men desværre ender den kroniske inflammation med, at det pågældende organ går til grunde og ikke længere kan fungere.

Ved Hashimotos thyroiditis er autoimmunitet den sygdomsfremkaldende faktor. Det samme gør sig gældende ved Graves’ sygdom, som adskiller sig fra stort set alle andre autoimmune sygdomme, idet thyroidea bliver stimuleret og ikke destrueret af immunsystemet. Tillige kan sygdommen forsvinde igen, i modsætning til de fleste andre autoimmune sygdomme. Dog vil mange patienter med Graves’ sygdom efter en årrække opleve, at kirtlen spontant ”brænder ud”, formentligt fordi den autoimmune proces er konverteret til en mere destruktiv form, som ved Hashimotos thyroiditis.

IMMUNSYSTEMET

Ideelt reagerer immunsystemet kun mod mikroorganismer i omgivelserne, så man ikke bliver inficeret.

Imidlertid kan immunsystemet hos nogle personer overreagere, hvilket giver anledning til allergi eller autoimmunitet.

Immunsystemet består bl. a af:

Lymfeknuder
Hvide blodlegemer
Milt
Lever
Antistoffer

Antistoffer ved thyroidea-sygdomme

Ved alle immunreaktioner skabes antistoffer, og det gælder også ved autoimmune reaktioner. Det betyder, at man ved de enkelte autoimmune sygdomme kan måle vævsspecifikke antistoffer i blodet, og dette benyttes i høj grad til at diagnosticere den pågældende sygdom.

Graves’ sygdom

TSH-receptor antistof, kaldet TRAb, er næsten altid til stede ved Graves’ sygdom. Hvis en patient med højt stofskifte ikke har TRAb i blodet, er Graves’ sygdom ikke sandsynlig. TRAb benyttes ikke kun til diagnostik, men også til at følge sygdomsaktiviteten under behandlingen. Hvis en patient med Graves’ sygdom således er blevet TRAb-negativ, kan man ophøre med medicinering. Det udelukker dog ikke, at sygdommen kan vende tilbage på et senere tidspunkt. Mængden af TRAb ved debut af sygdommen kan benyttes til at forudsige, om sygdommen vil forsvinde igen (lave værdier), eller om den er mere kronisk (høje værdier).

TRAb er et ret specielt antistof blandt de mange slags antistoffer, der findes ved autoimmune sygdomme, idet TRAb har en funktionel betydning. Det vil sige, at TRAb direkte stimulerer thyroidea til at producere for meget stofskiftehormon, hvilket skyldes at TRAb ”ligner” TSH. TSH er det overordnede hypofysehormon, der regulerer thyroidea under normale forhold. Ved Graves’ sygdom overtager TRAb fuldstændig TSH’s rolle og styringen over thyroidea; desværre alt for kraftigt, så kirtlen bliver overstimuleret med højt stofskifte til følge.

Hashimotos thyroiditis

Her benyttes to slags antistoffer til diagnostik, nemlig anti-thyroidea-peroxidase (antiTPO) og anti-thyroglobulin (antiTg). Ofte måles kun det ene, nemlig antiTPO, men hvis dette er negativt, kan man måle det andet. Cirka 95 procent af alle patienter med Hashimotos thyroiditis er positive for enten det ene eller det andet antistof, eller dem begge. En betydelig procentdel af patienter med Graves’ sygdom er også positive for antiTPO, udover TRAb. Dette er blot udtryk for, at de to sygdomme er ”i familie” med hinanden.

Hverken antiTPO eller antiTg har funktionel betydning, som TRAb har ved Graves’ sygdom. Det vil sige, at antistofferne ikke direkte har del i sygdomsprocessen, men er blot en markør som afspejler, at der pågår en autoimmun inflammation i thyroidea. Mængden af antiTPO (eller antiTg) er heller ikke afgørende. Således kan man sagtens have en meget dårligt fungerende thyroidea, selvom antiTPO kun er beskedent forhøjet. Modsat TRAb ved Graves’ sygdom har det ingen værdi at måle antiTPO under behandlingen af Hashimotos thyroiditis. Faktisk vil mængden af antiTPO i blodet langsomt falde, og antiTPO kan i løbet af nogle år blive negativ, selvom thyroidea er helt ødelagt af autoimmuniteten.

AntiTPO kan være positiv også hos mennesker, som har en helt normal thyroidea-funktion. Faktisk er cirka 15 procent af alle kvinder i befolkningen positive for antiTPO. Nogle få procent af disse kvinder vil med tiden udvikle thyroidea-sygdom. Hvis man ved en tilfældighed har fået målt antiTPO, som er positiv – men man i øvrigt er rask – bør man derfor have målt sit TSH mindst én gang årligt.

Antistoffer ved thyreoidea-sygdomme

Antistoffet kaldet TRAb, er næsten altid til stede ved Graves’ sygdom

Ved Hashimotos kan benyttes to slags antistoffer til diagnostik, nemlig antiTPO og antiTg – oftest måles blot antiTPO